Kombinationen af flid og dedikation kan føre en meget lang vej – og det er på alle måder også historien om sejlmager Tuyet Bach Thi Doan fra Elvstrøm Sails, som fredag den 26. januar kunne fejre sit 40-års jubilæum hos Elvstrøm Sails.
40 år for den samme arbejdsgiver er i sig selv en stor bedrift – men der er mere i Tuyets historie. Tuyet og hendes familie kom til Danmark i 1980 som bådflygtninge fra Vietnam – og sammen med 128 andre blev Tuyet samlet op af et dansk fragtskib og bragt til Danmark.
Alle fik politisk asyl i Danmark, og en del af flygtningene kom til Aabenraa, hvor Røde Kors’ Joan Vagn Hansen stod for integrationen og lagde et stort stykke arbejde i at få skabt alle en ny hverdag i Danmark.
En stribe lokale virksomheder blev i den forbindelse spurgt, om de ville støtte op om tiltaget ved at ansætte nogle af de vietnamesiske flygtninge på prøve. Ét af de virksomheder, som takkede ja, var Fogh Sails – det, der siden kom til at hedde Elvstrøm Sails.
Og én af dem, der var med på sejlloftet fra start, var netop Tuyet, som fra start leverede en fremragende indsats. Mere blev til mere, og som prøveansættelse blev til et fast job, så førte det med tiden også til, flere af Tuyets søskende også blev en del af holdet på sejlloftet i Aabenraa. Tuyet er derfor i dag sidste af i alt fire søstre, som har arbejdet på Elvstrøm Sails. De øvrige tre er gået på pension, og nu følger Tuyet Bach Thi Doan efter:
- Jeg er en del af en stor familie, og vi er 12 søskende i alt. En del af os har gennem årene arbejdet for Elvstrøm Sails, så man kan roligt sige, at det er en virksomhed, der ligger lidt til vores familie. At gå på pension efter 40 år i Elvstrøm Sails er en meget speciel følelse - men jeg er helt sikker på, at det også bliver hyggeligt at komme rundt og besøge familien, forklarer hun.
Mens den nye tilværelse som pensionist lige skal finde sit leje, så er sejlloft og kolleger noget, som Tuyet vil huske, afrunder hun:
- Elvstrøm Sails er et firma, der betyder virkelig, virkelig meget for mig. De tog godt imod os, da vi havde brug for det, og det har virkelig været en dejlig arbejdsplads hele vejen, siger Tuyet Bach Thi Doan.