Hop direkte til indhold

Det er altid en god idé at være godt med på vedligeholdelse af dine sejl - såvel som hvis det var din bil eller dit hus. Velholdte og passede sejl vil yde bedre i længere tid, og ikke mindst vil et godt vedligeholde sejl også give dig ro i sindet hver gang du sætter dem og bruger dem.

Webhr69test 9 Copy

To sider af samme sag

Vedligeholdelse er et stort segment, men det kan reelt deles op I to områder. Ét er den konstante vedligeholdelse og de små tricks, du kan bruge hele sæsonen over – det andet område er dét, du bør gøre i forbindelse med vinterens opbevaring.

På vandet

Når sæsonen er i gang gør de små ting den store forskel for dine sejls performance og holdbarhed over tid. De to store fjender for et sejl er ultraviolet lys og salt. Her er den daglige rutine vigtig, for korrekt håndtering sparer sejlet for meget slid. Og holder du dine sejl rene, så gør det også en stor forskel i det lange løb.

1: Brug ALTID et cover, når dit sejl ikke er i brug. Vi laver et stort udvalg af covers til sejl, og uanset om du er ude efter boomcover, furlcover eller en zippack, så er de alle lavet med det samme formål: At skærme dine sejl for solens UV-stråler.

2: Har du et rullesejl, så er det ofte udstyret med en indbygget beskyttelse mod UV. Sørg for at rulle dine sejl den rigtige vej – UV-beskyttelsen skal vende udad, når sejlet er rullet – ellers gør det ingen gavn! UV-beskyttelsen, ofte også bare kaldet UV, er der for at beskytte sejlet mod det nedbrydende UV-lys, og er der for at tage skaden. Det er altid billigere at skifte UV end det er at skifte hele sejlet.

3: Undgå slag – om muligt, så forsøg at få sejlene op og ned i rolige forhold. Det kan ikke altid lade sig gøre, men kan du minimere tiden, hvor sejlene står og slår, så er det godt.

Overdrevent mange slag kan skabe skader i det lange løb, specielt hvis sejlene samtidigt er varme og er blevet degraderet af UV-lys over tid. Fænomenet kendes på engelsk også som flex fatigue eller en slags metaltræthed for sejlmateriale. Det sker ganske enkelt når materialet har slået frem og tilbage rigtig mange gange.

4: Giv dine sejl en skyller med ferskvand fra tid til anden. Salt er en stor fjende for sejl på den måde, at salt er stærkt hydroskopisk. Det betyder, at salt holder på fugt og at saltvand tørrer langsommere end ferskvand. Det kan skabe problemer – især hvis våde sejl rulles eller foldes, ligesom saltvand heller ikke er godt for sejlets hardware og kan skabe korrosion.

5: I forlængelse af #4, så er det heller ikke en god idé at lade fugtige sejl være pakket eller rullet længere end en dag eller to. Sørg for at de er ordentligt tørre inden du pakker dem i længere tid.

Det fungerer fuldstændig på samme måde som at du heller aldrig vil pakke og gemme et vådt telt – det vil skabe mug og blive jordslået over tid, og det hverken ser pænt ud eller lugter godt.  

KOB2

Vinteropbevaring (vintertjek)

God opbevaring er en anden og vigtig del af god sejlpleje. Lige så vigtigt som tør nedpakning eller rulning er på kort sigt, så er det også afgørende over en vinter. Mug kan hurtigt formes i det rette, fugtige klima – og når det først er i dine sejl, så er det hamrende svært at fjerne igen.

Du bør derfor gøre hvad du kan for at få dine sejl opbevaret tørt og ideelt i et godt ventileret rum ved cirka stuetemperatur.

1: Det bedste tip mod mug og pletter i sejl er helt at undgå at få det. Skulle det ske, så kan du forsøge at rense det, men gør det med den rette metode.

2: At fjerne mug kan gøres med varmt vand og opvaskemiddel. Prøv at massere området forsigtigt med en blød pensel og forsøg at tørre det af.

3: Du bør ALDRIG bruge kemiske opløsningsmidler eller rengøringsmidler. Kemi kan ødelægge materialet i sejlet, og det koster også din garanti, hvis du bruger skrappe kemikalier, så lad være med det.

4: Hvis der går mug i sejlet, så sørg for at det ikke spreder sig. Har ét sejl fået mug og pletter, så sørg for at holde det væk fra andre, rene sejl, så det ikke spreder sig.

5: Det er også vigtigt, at sejl opbevares tørt og rent.

Foldeteknikker

Mærker og folder er også rare at undgå. At folde sejlet rigtigt bør være en fast rutine uanset om du folder sejlet for kortere eller længere tid.

EPEX-sejl bør rulles fra top til fod, specielt hvis det er for længere tid ad gangen. Andre sejltyper er bedst foldet eller rullet. Folder du sejlet, så sørg for at folde det i zig-zag, for den metode betyder, at du ikke får foldemærker.

KOB1

Quick step by step guide

Undgå at sejlene slår

Husk at rebe sejlet i tide – det er ikke godt hvis sejlene står og slår overdrevent meget.

Undgå folder og mærker

Korrekt foldning eller rulning er afgørende for at undgå mærker i sejlene. Et EPEX-sejl skal helst rulles fra top til fod, specielt ved længere opbevaring.

Brug patches

Hvor end dine sejl måtte ramme dele af båden, fx spredere, ræling, radarer og lignende, bør du altid bruge patches til at beskytte dine sejl mod unødvendig friktion.

Brug altid covers

Afdækning er vigtigt i kampen mod ultraviolet lys. Brug derfor altid et cover på dine sejl, når du lægger dig op for længere tid – vi har et bredt udvalg af løsninger hvad enten du er til boomcovers, furlcovers eller zippacks.

UV covers

Rulleforsejl er oftest udstyret med en indbygget UV-beskyttelse. Husk at rulle sejlet den rigtige vej, så UV’en sidder udad på sejlet, når det er rullet.

Undgå mug

Du bør aldrig lade våde sejl være pakket eller rullet i mere end maksimalt en dags tid eller to. Fugten vil skabe mug, som kan være meget svært at få af. Når du har chancen, så vask dine sejl med ferskvand og lad dem tørre. Salt har en stærk hydroskopisk effekt og holder derfor på fugt – hvilket ikke er godt.

Korrekt rengøring

Brug varmt vand og opvaskemiddel til at gøre dit sejl rent. Du kan fjerne pletter med en blød pensel, men brug aldrig kemiske opløsningsmidler og lignende, da det kan skade sejlet.

Vinterservice

Vi anbefaler, at du sender dine sejl ind til et servicecheck hos ét af vores SailPoints. Vores SailPoints tilbyder flere løsninger på vinterservice og nogle har sågar også opbevaring.

Webhr69test2 45 Copy