Hvordan konstruerer og syr man et sejl? Og hvordan er det egentligt at være sejlmager? Det og meget mere kan du få svar på i september, når Elvstrøm Sails holder åbent sejlloft. Det åbne sejlloft – eller åbent hus, om man vil, finder sted hos Elvstrøm Sails i Aabenraa lørdag den 28. september fra klokken 10 til 13.
Elvstrøm Sails’ 7.000 kvadratmeter store sejlloft i Aabenraa er blandt Europas absolut førende af slagsen, og med omkring 80 ansatte spiller det en vigtig rolle i dansk og europæisk sejlproduktion. Samtidigt forsyner Elvstrøm Sails i dag en lang række af de største, europæiske bådværfter med sejl – men en anden, og stor del af værket er også, at Elvstrøm Sails producerer sejl på bestilling til private sejlere.
Det er en lang proces at få et sejl fra den første opmåling til den egentlige montering – og hele den proces kan du få et godt indblik i på dagen. Vi viser dig turen fra data til færdigt sejl, og har rundvisninger, hvor vi kommer forbi de forskellige værksteder.
Sejlere og sejlsportsinteresserede fra hele landet er inviteret til at kigge forbi, og vi håber at byde masser af gæster velkommen indenfor. Vores danske forhandlere står klar med gode tilbud på sejl, og derudover er Åbent Hus også en unik mulighed for at se, prøve og købe hele den nye kollektion fra Elvstrøm SailWear.
Det hele foregår hos Elvstrøm Sails A/S på Paul Elvstrøms Vej 4, 6200 Aabenraa den 28. september fra klokken 10.00 til 13.00 med guidede rundvisninger mellem kl. 10-12.00.