Årets DM efter handicapreglerne, DH DM, blev en stor succes for de Elvstrøm-drevne både. Særligt i Gruppe 2, hvor Astarte II med Torben Falholt som skipper tog titlen. Med på Astarte II, der er en Jeanneau Sun Fast 3600 var blandt andet vores designer, Chris Keene Boye, som for andet år i træk var med til at vinde DH DM.
Svære vindforhold
Elvstrøm Sails spillede også hovedrollen for resten af podiet i gruppe 2, for både årets sølvvindere "Ventoux" anført af Niels Nørgaard Pedersen samt bronzevinderne "Sydbank" med Torsten Bastiansen som skipper, sejler også med fulde garderober fra Elvstrøm Sails.
Gruppe 2 satte Astarte II sig tidligt på, og fortsatte takterne på finaledagen, hvor de endte med at sikre sig titlen med 14 points forspring til de regerende mestre i "Ventoux", anført af Niels Nørgaard Pedersen. Til gengæld blev kampen om sølvet tæt, for Ventoux endte helt som Sydbank på 23 point, og det hele blev således afgjort på de yderste marginaler. Samtidigt kom vindforholdene til at spille en stor rolle, for med en let og springende vind var de vejrmæssige udfordringer til at mærke, forklarer Chris Keene.
- Vejret var bestemt en udfordring. Først udsatte de starten fredag, fordi der var for lidt vind, og lørdagens to distancesejladser sejlede vi også i en vind, som var ret svær at ramme rigtigt i. Men vi fik grebet det rigtig godt an og endte med at kunne sejle hurtigere og tættere til vinden end de andre.
Taktikken virkede, for efter en tredjeplads i første løb blev det til tre sejre i træk for holdet på Astarte II, som i sidste ende tog en markant sejr med ni point op til nummer to. En sejr, som blev en stor indfrielse af et mål, som blev sat i 2021, forklarer Chris Keene.
- Vi har lavet nye sejl til Astarte II i år. De blev nummer tre ved DH DM sidste år, og der blev målet om at jage guldet i år hurtigt sat. Jeg har været med til at designe det nye sæt, og blev så spurgt, om jeg gerne ville med til at sejle mesterskabet - så for at gøre en lang historie kort står vi nu her med en titel, forklarer han.
Flere podiepladser til Elvstrøm Sails
I Gruppe 1 for de største både blev det til sejr for skipper Steen Toftebjerg i sin Italia 11.98 "Stony VIII" foran Martin Meredins Landmark 43 "Esbern Snare", der også sejler med Elvstrøm Sails. Ligeledes var Elvstrøm Sails også på podiet i Gruppe 3, hvor det blev til bronze for "Ærø Pigen" med Frank Eriksen som skipper.
Stort tillykke til alle vinderne!
Tak til DH DM og fotograf Peter Brøgger for billederne - se mange flere her!