
Som sejlmager og siden forhandler har Michael Olesen om nogen set alle sider af sejlbranchen. Uanset om det er set fra symaskinen eller rorpinden, så har nordjyden været med hele vejen – og det meste af karrieren har været med Elvstrøm Sails som en fast del.
Hvad enten det var som arbejdsgiver eller samarbejdspartner.
- Min tid med Elvstrøm Sails går på alle måder langt tilbage. Jeg blev uddannet sejlmager i 1983, og var først nogle år hos en lokal sejlmager hjemme i det nordjyske, så var jeg hos Høj Jensen Design i Jyllinge og et par år som sejlmager for Skoleskibet Danmark, inden chancen hos Elvstrøm Sails bød sig. Jeg slog til, og jeg har sådan set ikke set mig tilbage siden dengang jeg startede i Aabenraa i 1993, forklarer Michael Olesen med et smil.
Søndag den 1. februar er det 25 år siden, at Michael Olesen for første gang kunne slå dørene til Elvstrøm Sails Nord i Aalborg op.
Det blev starten til nu et kvart århundrede som selvstændig forhandler med ansvaret for et stort, dansk område, som strækker sig helt fra Skagen i nord og til Horsens i syd. Det har også betydet, at Michael Olesen undervejs har udvidet med et ekstra kontor hos Dansk Marinecenter i Aarhus for at kunne servicere særligt det østjyske marked med Elvstrøm Sails.
Lærerige årtier
At det skulle komme til et nu kvart århundrede som selvstændig, var til gengæld ikke udgangspunktet.
Michael Olesen startede karrieren hos Elvstrøm Sails som sejlmager, men som tiden gik, så ændrede mulighederne sig også i nye retninger, forklarer han:
- Da jeg startede ved Elvstrøm Sails i sin tid, så var det som sejlmager. Men jeg endte med at blive en slags højre hånd for Torben Jacobsen, der dengang ledede produktionen, forklarer han.
Og mens Torben Jacobsen siden tog videre for at producere master, så blev den bredere berøringsflade for Michael Olesen i Elvstrøm Sails vejen til mere salg.
- Det var virkelig en sjov tid, for vi kastede os ud i nye projekter og markeder for at udvide forretningen. For eksempel havde vi ingen norsk forhandler dengang, så der endte jeg med at være i brochuren og var med til at udvikle det marked. Den der iværksætterånd har altid været virkelig fed at arbejde under hos Elvstrøm Sails – så jeg endte med at lave alt muligt, og kunne så finde ud af, at salg nok var en god og videre vej at gå.

Et liv med vand
Trods mange år med det sønderjyske sejlmageri, så har Michael Olesen ikke sluppet sit ophav i Hals, hvor han også fortsat bor i dag. Og det var næsten dømt til at ende med sejlads i én eller anden form, konstaterer han med et smil:
- Jeg kan jo ikke løbe fra, at der er vand alle vegne i Hals. Jeg blev søspejder som 11-årig, og derfra gik det stærkt med min interesse for sejlbåde. Man læste jo alle bladene, sejlede med vennerne, og så skete der pludselig noget.
For Michael blev det hurtigt en ambition at kunne forene passion og fuldtidsjob. Og det mål blev så afgjort indfriet:
- Jeg har altid været lykkelig for at kunne beskæftige mig med den hobby og sejlsport, som jeg går så meget op i. Men omvendt nåede jeg nok også til en erkendelse af, at vi ikke alle kan leve af at sejle kapsejlads. Der fandt jeg en fantastisk hylde i at være sejlmager, og det har jeg alle dage været utroligt glad for at være, forklarer Michael Olesen.
Næste generation under kronen
Omvendt er Michael Olesen ikke familiens eneste navn hos Elvstrøm Sails. Sønnen Andreas er – på sin egen måde – gået i fars fodspor, og er også i Elvstrøm Sails i dag, om end det er i en helt anden funktion som ansvarlig for det nye tøjmærke fra Elvstrøm Sails: Elvstrøm SailWear:
- Jeg har altid sejlet, men for Andreas trak det ikke rigtigt i starten. Men efter han blev konfirmeret, så skete der noget. Han købte en motorjolle sammen med en ven, og kort efter kom de frem til, at de også ville sejle sejlbåd, og siden har Andreas været bådejer, forklarer Michael Olesen.
Men sejlene var i den grad sat, og det blev til endnu mere for far og søn – der i dag også kan kalde sig kolleger i Elvstrøm Sails:
- Siden skulle Andreas i praktik med sin uddannelse, så han kom hjem en dag og sagde, at han havde fået en plads hos X-Yachts i Haderslev. Logistisk var det ikke til højrebenet, men det blev et så stort hit, at Andreas siden fik fast job hos X-Yachts, inden han skiftede til det nye Elvstrøm SailWear. Det er virkelig fedt, at vi på den her måde også er lidt fælles om vores professionelle virke, men så sandelig også kan sejle kapsejladser sammen, siger han.

Og hvad angår det nu 25 år gamle Elvstrøm Sails Nord i Aalborg, så stopper udviklingen ikke, afrunder Michael Olesen:
- Det har været vildt fascinerende at drive forretningen gennem nu 25 år, mens der er sket så meget med vores sejl og teknologi – og jeg nyder virkelig at være en lille del af det store maskineri. Der er virkelig sket meget siden begyndelsen, men det er hele tiden sket i den der ånd, som for mig kendetegner Elvstrøm Sails – og det er virkelig fedt.
Stort tillykke til Michael Olesen med jubilæet fra Team Elvstrøm Sails!