Vind i sejlene er navnet på et stort YouTube-projekt, som Felix Smith og Anders Mundelin i øjeblikket er i fuld gang med at producere.
Når Vind i Sejlene præsenteres til Boat Show 2023 i Fredericia til februar næste år, så bliver ankeret lettet og sejlene sat. Med den nye programserie vil Felix Smith og Anders Mundelin lære at sejle og tager seerne med på rejsen, hvor de to værter får en stribe erfarne gæstekaptajner med ombord.
Jagten på erfaring
For nok har Felix Smith i kraft af sin deltagelse i 'Over Atlanten' prøvet at krydse Atlanterhavet og erhvervet sig et par røde bukser, men den kendte TV-vært har sat sig for at lære mere om sejlads selv, og vil gerne slå det projekt sammen med at lave lærerige programmer, der giver en god introduktion.
Smith er med sine erfaringer fra Discovery-programmet klart den mest erfarne i værtsduoen, men jagter mere know-how med programmerne. Anders Mundelin har også kort stiftet bekendtskab med sejlads. Som 20-årig købte han en sejlbåd, men ambitionerne endte mere i havnen end ude i det åbne - og det vil han gøre om på med Vind i Sejlene-programserien.
Elvstrøm Sails ombord
Faktisk opstod ideen til Vind i Sejlene i netop programmet 'Over Atlanten', da Felix Smith og Jesper Bank på en nattevagt havde en god snak om, hvordan man kommer i gang med at sejle. Det er den snak, som blev til ideen til et program - og den idé skal nu gøres til virkelighed.
Elvstrøm Sails er blandt samarbejdspartnerne på projektet, og foruden at der sejles med sejl fra Elvstrøm Sails, så er vi blandt andet også repræsenteret med Thomas Nathan som gæsteekspert ombord, når Smith og Mundelin stævner ud med den nye programserie.
Første sæson får premiere i forbindelse med Boat Show 2023.
Du kan se mere til projektet på http://vindisejlene.tv/.